Om mig
Jeg har skrevet hele mit liv. Først i dagbøger, kalendere og på blogs. Så skrev jeg en bog om min forfærdelige barndom. Og fordi jeg åbenbart ikke var helt færdig med at rode rundt i fortiden, skrev jeg fandeme en mere.
Jeg har altid skrevet. Dagbøger, meget udførlige kalendere, blogs og alt muligt andet, ingen havde bedt om. Så skrev jeg en bog om min forfærdelige barndom. Tre år senere skrev jeg fortsættelsen. Den er heldigvis lidt mere håbefuld.
Hej.
Jeg hedder Charmaine Storm, men kald mig bare Maine. Det gør alle andre.
Jeg kan åbenbart godt lide at dokumentere mit liv.
Det skulle vise sig at være praktisk.
For jeg har også altid drømt om at skrive en bog.
I 2023 gjorde jeg det så.
Først kom den forfærdelige, En Forfærdelig Fortælling er min selvbiografi om en barndom, der mildest talt kunne have været bedre.
Der er vold, omsorgssvigt, en mildest talt kompliceret familie, kidnapninger, psykisk sygdom, plejefamilie og en hel masse voksne, der enten ikke så, ikke forstod eller ikke gjorde noget.
Men der er også mennesker, som gjorde en forskel. Hunde. Kærlighed. Venskaber. Mærkelige detaljer, jeg af uransagelige årsager stadig kan huske. Og en del ting, som jeg sikkert burde have vendt med en terapeut i stedet for at skrive bøger om det.
Men nu er vi her.
Jeg skrev ikke bogen for at få medlidenhed.
Jeg skrev den først og fremmest, fordi jeg skulle af med den.
Ud af hovedet. Ned på papir.
Og så skrev jeg den, fordi jeg synes, vi skal blive bedre til at kigge efter.
For omsorgssvigt ligner ikke nødvendigvis det, man forestiller sig. Børn kan have nyt tøj, fjernsyn på værelset og lektierne lavet og stadig være rædselsslagne for at komme hjem.
Forfærdelige ting sker ikke kun i de familier, man kan se på lang afstand, at der er noget galt med.
De sker også i parcelhuset henne ad vejen.
Lige under næsen på Fru Nielsen.
Også selvom Fru Nielsen helst ikke vil se det.
Og så var jeg åbenbart ikke færdig
Da jeg skrev En forfærdelig fortælling, troede jeg egentlig, at det var dét.
Sådan gik det ikke.
Der var huller. Ting jeg ikke havde fået forklaret ordentligt. Ting jeg siden huskede anderledes eller forstod bedre. Og vigtigst af alt: Historien fortsatte jo.
Så jeg skrev En håbefuld historie.
Det er fortsættelsen.
Ikke en “og så levede hun lykkeligt til sine dages ende”-fortsættelse. Så nemt slipper vi ikke.
Det er historien om voksenlivet. Om at opdage, at man godt kan flytte langt væk fra sin barndom og alligevel komme til at slæbe den med ind i sine relationer. Om at gentage mønstre. Om at overleve på autopilot. Om sygdom, kærlighed, tab, familie og om langsomt at opdage, at tryghed faktisk findes.
Det er ikke en lykkelig slutning.
Det er begyndelsen på noget, der kan blive lykkeligt.
Og det er måske meget mere interessant.
Hvem er jeg så, når jeg ikke skriver om al elendigheden?
Stadig Maine.
Jeg er kreativ, nysgerrig og kronisk i gang med et eller andet projekt. Jeg kan få en idé om morgenen og have købt domænet inden frokost.
Jeg elsker at skabe ting, lære ting og finde på ting. Nogle idéer bliver fantastiske. Andre burde nok være blevet inde i hovedet. Sådan er forskning og udvikling.
Jeg er også hustru, mor, hundemenneske og indehaver af en hjerne, der tilsyneladende aldrig rigtig lukker for dagens program.
Mit liv i dag er meget langt fra det liv, den lille pige i En Forfærdelig Fortælling troede, hun skulle få.
Det er ikke perfekt.
Gudskelov. Det ville være frygteligt kedeligt at skrive om.
Men det er mit.
Og det er trygt.
Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle?
Fordi tavshed fylder overraskende meget.
Fordi børn ikke altid kan forklare, hvad der sker.
Fordi voksne kan kigge direkte på noget og stadig ikke se det.
Og fordi jeg ved, hvordan det føles at stå midt i noget forfærdeligt og tænke, at sådan må verden åbenbart bare være.
Hvis mine bøger får bare ét menneske til at kigge en ekstra gang på et barn, der bliver kaldt besværligt, uvornt eller løgnagtigt, så er det ikke så tosset.
Og hvis et menneske, der selv har været igennem noget grimt, læser dem og tænker:
“Nå. Så det var ikke kun mig.”
Så er det heller ikke så tosset.
Jeg skriver ikke, fordi jeg har alle svarene.
Jeg skriver, fordi jeg har historien.
Og jeg var åbenbart ikke færdig med at fortælle den.
Livet er ikke perfekt, nemt eller efter en opskrift.
Lidt visdom: gem ikke madpakker bag sofahynder...